
|
 |

SPÆNDINGS-HOVEDPINE
af kiropraktor Henrik Uldall
(sidst revideret 15.09.09)
HVILKEN TYPE HOVEDPINE?
Hovedpine findes i mange former, og der kan være mange forskellige årsager. Den almindeligste form er imidlertid hovedpine af spændingstypen. Indtil 1988 var man ikke enig om hvordan de forskellige former for hovedpine skulle defineres. Det var derfor et stort fremskridt, da den første hovedpine-klassification dengang opstillede en række krav der skulle være opfyldt, før man kunne tale om en bestemt form for hovedpine. Det gav baggrund for at forskellige forskere bedre kunne sammenligne deres resultatet, og man har da også siden fået en meget større viden, både om hvordan hovedpinen kan opstå og om hvor store sociale og økonomiske konsekvenser den fører med sig.
HVOR OG HVORDAN FØLES DET?
Den mest typiske spændings-hovedpine føles pressende eller strammende i begge sider af hovedet. Smerten er mild til moderat og bliver ikke så titværre ved fysisk aktivitet. Den er altså meget anderledes end migræne, hvor smerten oftest er slem og dunkende i den ene side af hovedet samt bliver kraftigt forværret ved fysisk aktivitet. Kvalme og overfølsomhed overfor lys og lyde ses også oftere ved migræne. Disse kendetegn for forskellige slags hovedpine er de typiske. Den enkelte patient kan sagtens have hovedpine af flere forskellige slags på en gang.
HVOR MANGE OG HVEM?
En stor dansk undersøgelse viser at 74% af den voksne befolkning har haft spændings-hovedpine i løbet af det sidste år, ca 10% mindst en gang om ugen og 3% mere end hver anden dag. Kvinder rammes lidt oftere, så hver gang 4 mænd har ondt er tallet for kvinder 5.
Hos børn er de former for hovedpine, man oftest ser, migræne eller spændingshovedpine eller en blanding af dem begge. Spændingshovedpine ses oftest hos ældre børn . Nogle forskere mener 2-3 gange hyppigere end migræne og 2-3 gange så tit hos piger som hos drenge. (1)
Smerterne kan optræde i alle grader. Gør det kun lidt ondt, kan smerten være en god ven der fortæller en, at man opfører sig forkert- fx er stresset, får for lidt søvn eller har nogle dårlige arbejdsstillinger. For de der er hårdest ramt, kan det imidlertid være invaliderende, og for dem kan spændingshovedpinen være et langt større problem end for de fleste med migræne. Det har også vist sig, at der er 3 gange så mange der må sygemeldes p.g.a spændingshovedpine som p.g.a. migræne.
Modsat tidligere, ved man også idag at spændings-hovedpine optræder oftere i nogle familier end andre. Har ens mor eller far haft den kronisk, er riskoen for, at man selv får det også tre gange så stor, som hvis det ikke havde været tilfældet.
HVORFOR FÅR MAN ONDT?
Adskillige undersøgelser har vist at hvis man lider af spændings-hovedpine, har man også langt oftere ømhed både i muskler og de steder senerne tilhæfter i hoved- nakke- og skulderområderne. Denne ømhed bliver værre, hvis jo oftere man har hovedpine, og jo værre den er. Musklerne omkring kraniet bliver også hårdere. Smerter fra halshvirvelsøjlen kan også opleves som om de kom fra hovedet. Nakkens og kæbeleddenes funktion hører nøje sammen. Prøv fx at bøje nakken helt bagover- så kan du mærke, hvordan munden åbner sig. Kæbeleddenes bevægelighed og tykkemusklernes tilstand kan altså også være vigtige faktorer.
Det man, blandt bl.a. hos kiropraktorer og deres patienter, har vidst gennem mange år, er nu altså vist i nyere undersøgelser: Både led og muskler i nakken og de omkringliggende områder er af afgørende betydning hos patienter med spændingshovedpine.
BEHANDLING
Når det er muligt, skal en behandling selvfølgelig være rettet mod årsagen til ens symptomer - ikke blot mod symptomerne. Håndkøbsmedicin, som fx acetylsalicylsyere eller paracetemol, kan lindre et hovedpineanfald, men ændrer ikke på årsagen til smerterne. Og så må man aldrig tage dem dagligt, da de så kan forværre hovedpinen. Der er utvivlsomt mange der lider af hovedpine hver dag, der kunne hjælpe sig selv, blot ved at holde op med at tage disse former for medicin! Nyere forskning viser at andre former for medicinsk behandling (mod depressive tilstande) måske inden for en overskuelig årrække, kan føre til en mere effektiv medicinsk behandling af spændingshovedpine.
Inden man evt. når dertil bør man selvfølgelig forsøge at behandle årsagen til selve problemet. Patienten skal selv lære, hvad man kan gøre for at bruge led og muskler rigtigt. Musklerne må ikke være for korte, stramme eller svage og leddenes bevægelighed skal være så korrekt som muligt. Disse ting er netop afgørende i kiropraktisk behandling, og både klinisk erfaring, og en undersøgelse af de danske kiropraktorer Niels Nilsson, Henrik Wulff Christensen og Jan Hartvigsen, viser at kiropraktisk behandling kan være meget effektiv mod hovedpine, der skyldes problemer i nakkeområdet.
For at undersøge om manipulation af nakken, som eneste behandling, har effekt på cervicogen hovedpine, foretoges en randomiseret kontrolleret undersøgelse med blindet observer, af 53 patienter der ofte led af hovedpine og som opfyldte IHS´s kriterier for cervicogen hovedpine (bortset fra de radiologiske). Patienterne var rekrutteret via avisannoncer.
28 patienter fik high velocity-low amplitude manipulation af nakken 2 gange om ugen i 3 uger. Andre 25 fik low-level laser i den øverste del af nakken og dybde massage (inkluderende trigger points) nederst i nakken og øverst i torakalcolumn, også 2 gange om ugen i 3 uger.
Forbruget af smertestillende medicin faldt 36% i manipulationsgruppen og var uændret i gruppen der fik bløddelsbehandling (signifikant, p=0.04, chi-square for trend).
Antallet af timer med hovedpine dagligt faldt 69% i manipulationsgruppen mod 37% (signifikant, p= 0.03 Mann-Whitney).
Intensiteten af hovedpinen per episode faldt 36% i manipulationsgruppen mod 17% (signifikant p= 0.04 Mann-Whitney).
Det konkluderes at spinal manipulation har en positiv effekt i tilfælde af cervicogen hovedpine.
|
 |

|
|