Jeg har gennemgået den 5-årige uddannelse til kiropraktor på Syddansk Universitet i Odense. Dette har givet mig kompetencer til at forebygge, undersøge, diagnosticere og behandle lidelser i bevægeapparatet – ryg såvel som ekstremiteter, tilpasset til den enkeltes behov. Uddannelsen har forberedt mig på selv at opsøge ny og opdateret viden og evidens på området for muskuloskeletale lidelser.
Jeg anser god kommunikation mellem mig som behandler og patienten som et vigtigt element og godt udgangspunkt for at sammensætte et optimalt behandlingsforløb. Dette forløb starter med en grundig samtale og undersøgelse, hvorefter jeg stiller en diagnose og lægger en behandlingsplan, med aktiv inddragelse af patienten. Behandlingen kan f.eks. bestå af information og rådgivning, manuelle behandlingsteknikker som ledmobilisering og -manipulation, dryneedling, afspænding og træningsinstruktion.
Jeg har altid dyrket meget sport. Her har fodbold tidligere spillet en stor rolle, men aktuelt og de seneste 4 år har jeg primært dyrket funktionel træning og løb.
Jeg behandler alle problematikker i bevægeapparatet, men har en særlig interesse for løbe- og generelt sportsskader.