Kontakt os på tlf. 38 74 31 03

Smerter i hoften

smerter i hoften illustreret med øvelse

Smerter i hoften og lænden

Hvis du har smerter i hoften og lænden, så kan det være svært at mærke, hvor smerterne egentlig stammer fra. Kommer de fra din lænd eller kommer de fra din hofte? Lad os starte med at se på hvor de forskellige områder egentlig findes på kroppen.

 

mand tager sig til hoften grundet smerter

 

Lænden er det allernederste af din ryg, og hoften er der, hvor dit lår møder din balle. Hvis smerten stammer fra din lænd, så vil du ofte forværre smerten ved f.eks. at bøje forover, bagover eller til siderne. Det kan også være, at du får mere ondt når du sidder. Du kan læse mere her om lændesmerter.

Kommer smerten fra din hofte, så vil smerterne ofte forværres når du går ned i hug, trækker knæet op mod brystet eller ud til siden. Dog er det ikke helt så enkelt, fordi en stiv hofte kan også være årsagen til, at du får ondt i lænden. Hvis du er i tvivl om, hvad der er årsagen til dine smerter i hoften og lænden, så er du velkommen til at ringe til klinikken og booke en tid til et gratis tjek.

Ring til os på: 38 74 31 03 eller send en mail til: [email protected]

Smerter i ballen og hoften

Smerter i ballen og hoften kan stamme fra muskler og led i området. Hvis området er blevet overbelastet i forbindelse med sport (ofte ynge) eller havearbejde (ofte ældre), så kan det resultere i eksempelvis ledlåsninger, muskelmyoser eller senebetændelse.

Der sidder en slimsæk på ydersiden af hoften og den kan også blive betændt, hvilket kaldes en bursit. I dette tilfælde vil du ofte være byldeøm på ydersiden af hoften og få ondt, når du ligger på samme side som bursiten.

Hvis du får smerter i hoften i liggende stilling, så kan det også skyldes låsninger i lænd og hofte samt spændte muskler i samme område. Ligger du på siden, så ligger du og presser på den yderste ballemuskel og hvis den er spændt og fyldt med myoser, så vil det også kunne give dig smerter i hoften i liggende stilling.

Smerter i hoften og ned i benet

Smerter i hoften og hele vejen ned i underbenet eller foden kan det skyldes, at iskiasnerven er klemt (læs mere om iskiassmerter). Som tommelfingerregel kan man sige, at smerter som stråler fra hoften/lænden ned i benet, under knæet, er tegn på, at en nerve er trykket. Hvis smerten holder sig over knæet, så er det mere sandsynligt, at smerterne stammer fra muskler og led i området. Den store iskiasnerve, som strækker sig hele vejen fra ryggen til benet, kan blive klemt i en ballemuskel. Det kaldes piriformissyndrom. Iskiasnerven kan også blive klemt i ryggen, hvis du har en diskusprolaps, som klemmer på nerven. Desuden kan slidgigt i lænden forårsage mindre plads til nerverne (læs mere om lumbal spinal stenose) og resultere i smerter, som går ned i benet.

Smerte i hofte og lår

Smerter i hofte og lår kan skyldes problemer i hoften eller musklerne omkring den. Det kan du læse mere om nedenfor i afsnittet om smerter i lysken og hoften. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at stærke smerter i hoften som stråler ned i låret, også kan komme fra en diskusprolaps i lænden. Du kan læse mere her om diskusprolaps i lænden.

Smerter i lysken og hoften

Smerter i lysken og hoften kan være tegn på, at smerten kommer fra selve hoften. Hvis der samtidig er stivhed i hoften, især i bøjning og indadrejning, så kan det være et tegn på slidgigt i hoften. Får du ondt i lysken, når du trækker knæet op mod brystet og fører det over mod modsatte hofte, så kan det være, at du har et indeklemningssyndrom i hoften. Det kaldes også impingement og skyldes, at anatomien i hoften er lidt anderledes end normalt, og derfor kommer ledlæben (brusk inde i hoften) i klemme i visse stillinger.

Smerter i lysken og hoften kan også komme fra overbelastet muskler og led omkring hoften eller senebetændelser. Noget så simpelt som en stram hoftebøjer muskel kan også være årsagen. Hoftebøjer smerter kan sidde i lysken, hoften, låret eller ryggen. Hoftebøjer musklen bliver ofte stram, hvis vi sidder meget, cykler eller har svag core muskulatur i mave og ryg.

Hvordan føles slidgigt i hoften?

Slidgigt i hoften symptomer kan være, at det gør ondt, når man går (især på hårdt underlag), når man skal stå i længere tid og når man ligger på den dårlige hofte. Ellers lindrer det at ligge.

Smerten føles tit i lænden eller hoften og stråler nogle gange ned i lyske og lår til knæet. Undertiden er der kun smerter i lænd eller knæ!

Det er vigtigt at huske på, at smerter som kommer fra hoften dækker over et stort område, hvor der er mange andre muskler og led, som også kan være årsagen til smerten. Desuden passerer rigtig mange nerver forbi hofteleddet. Smerter i området af hoften kan således også stamme fra lænden, bækkenet eller de indre organer i maven. Hvis du vil være helt sikker på, hvor dine smerter kommer fra og hvad årsagen er, så book en tid til et gratis tjek ved at ringe eller skrive til os.

Undersøgelse af hoften

Lægger man det dårlige bens fod på modsatte lår og presser knæet udad, vil det gøre ondt. (Som i skrædderstilling, men kun med det ene ben). Yderstillinger af benet vil gøre ondt eller føles stive – især hvis låret drejes indad. Det samme gælder, hvis man ligger på den raske side og bevæger det dårlige ben opad.

Der kan være ømhed mange forskellige steder, mest typisk på ydersiden af hoften (hvor man er bredest), men også tit der, hvor de muskler, der bevæger låret indad, er tilhæftet på indersiden af skinnebenet lige under knæet. Man kan så tro, det er ens knæ, der fejler noget. En røntgenundersøgelse kan afsløre, om der er slidgigt.

Kiropraktisk behandling af hoften

Kiropraktoren vil arbejde med de muskler, der ikke fungerer som de skal, og de led, der ikke bevæger sig normalt (de kan f.eks. bevæge sig for lidt eller forkert).

Musklerne kan være for spændte (oftest hoftebøjerne og lårets indadførere) eller for svage (oftest sædemuskulaturen og lårets udadførere). Der kan altså blive tale om at anvise øvelser, der udstrækker og styrker samt at vejlede omkring holdning.

Også hos folk med slidgigt i hoften, kan man som oftest lindre eller fjerne smerten helt. Der er altså normalt ikke tale om, at hvis man har slidgigt, “er der ikke noget at gøre ved det – man må lære at leve med det.” Det er en gammel skrøne.

Hoftens opbygning

Hofteleddet er dannet mellem den øverste kugleformede del af lårbenet (ledhovedet) og bækkenets hofteskål. Kroppens, hovedets og armenes vægt bliver overført til benene gennem disse to led, der altså bliver udsat for meget store belastninger. Det kan derfor ikke undre, at lårbenet er den længste, tungeste og stærkeste knogle vi har. Herudover skal leddet sørge for, at vi kan bevæge os rundt.

Sammenligner vi hofteleddet med skulderleddet (det tilsvarende led i vores “forben”), kan skulderen bevæge sig mere, men er så til gengæld meget mindre stabil. Hofteleddet er faktisk det led i kroppen, der sjældnest går ud af led overhovedet.

Der er flere forhold, der gør, at hofteleddet normalt kan leve op til de store krav om stabilitet:

Størstedelen af lårbenets ledhoved ligger godt beskyttet inde i hofteskålen.

Ledkapslen rundt om leddet er tykkere og stærkere end i noget andet led i mennesket.

Ledbåndene er meget stærke- bl.a. findes kroppens stærkeste ledbånd her, det kan bære indtil 350 kg!

Muskulaturen på alle sider af leddet er meget kraftig.

Hoftens bevægelser

Da hofteleddet, som beskrevet ovenfor, består af en kugle, der bevæger sig i en skål, kan det bevæge benet i alle retninger:

Fremad og tilbage.(Ca. 120 og 20 grader)

Ind mod, og væk fra, midten af kroppen. (Ca. 35 og 55 grader)

Dreje låret udad og indad. (Ca. 35 grader til hver side)

Kombinationer af disse bevægelser.

Online booking

Online booking

Bestil en tid direkte via vores online formular

Ring på tlf. 38 74 31 03

Ring på tlf. 38 74 31 03

Telefonen er åben mandag-torsdag 8-17 og fredag 8-13.

Her finder du klinikken

Find vej

Med tog eller metro
Klinikken er beliggende 1 minuts gang fra S-togsstationen/metro (Linie C og linie H/metro M1 og M2) i Vanløse.

I bil
Der er mulighed for parkering I Netto’s parkeringshus lige ved siden af klinikken.

Derudover er det også muligt at parkere i Kronens parkeringshus, lige ved siden af Vanløse station.

Bus
Bus 10, 12 og 142 stopper lige ud for klinikken eller ved Vanløse station.

Kontakt os

Kiropraktor|dk Vanløse
Jernbane Alle 34, st
2720 Vanløse

[email protected]

CVR: 35045775

Du er altid velkommen til at lægge en besked på telefonsvareren, hvorefter vi vender tilbage så hurtig som muligt.
I tilfælde af ændret åbningstid vil dette fremgå af vores telefonsvarer.

Spørg vores kiropraktor om netop dine smerter