Kontakt os på tlf. 38 74 31 03

Kender du den mest oversete årsag til nakkesmerter?

Kender du den mest oversete årsag til nakkesmerter?

Det er så let at teste for og træne, at du vil ærgre dig over, at du ikke har vidst det tidligere. Problemet er svage forreste nakkemuskler 

Mange tror, at deres nakkesmerter skyldes deres dårlige holdning, at de sover forkert, at de er stresset eller træner for lidt.  

Det er ikke nødvendigvis helt forkert, men nakkesmerter og hovedpine, som kommer igen og igen, skyldes ofte svage forreste nakkemuskler. 

Hvis du kan nikke genkendende til ofte at have ondt i nakken eller hovedpine, så gør dig selv den tjeneste at læse videre, fordi du vil lære hvordan du hurtigt tester om du har dette problem og hvordan du fikser det.  

 

Har du svage forreste nakkemuskler? 

Nu skal vi i gang med at teste dine forreste nakkemuskler.  

Start med at lægge dig på ryggen på gulvet. Pres din hage godt ind mod din hals (her skal den blive gennem hele testen). Løft hovedet helt fri at gulvet. Start en sekundtæller som du stopper når du begynder at sænke hovedet eller prikke hagen fri af halsen. 

Hvor lang tid klarede du? 

Det er normalt, at mænd kan holde hovedet i 40 sekunder og kvinder i 30 sekunder. Undersøgelser har vist, at folk med nakkesmerter kun kan holde gennemsnitligt 20 sekunder. Hvis din udholdenhed er lavere end normalt, så tyder det på svage forreste nakkemuskler.  

 

Hvad skal du gøre hvis du har svage forreste nakkemuskler? 

Først og fremmest er det vigtigt først at få løsnet op for eventuelle låsninger i nakke og skulderåg. Grunden til det er vigtigt, inden du starter med øvelser er, at låsninger i nakken kan gøre det svært eller umuligt for dig at aktivere de svage nakkemuskler. Du vil stadig kunne lave øvelserne men nakken vil bruge de ydre forreste nakkemuskler til arbejdet i stedet for de indre forreste nakkemuskler.  

Problemet er, at det i forvejen er de ydre nakkemuskler som allerede arbejder for hårdt. De bliver overbelastet og derfor får du ondt.  

Forestil dig din nakke som en arbejdsplads, hvor nogle medarbejdere er sygemeldt (dine dybe forreste nakkemuskler) og de resterende arbejder dobbelt så hårdt (dine ydre nakkemuskler) for at få arbejdet gjort.  

 

Simpel øvelse til at træne dine dybe forreste nakkemuskler 

Øvelsen til at træne de dybe forreste nakkemuskler er næsten den samme som den test du udførte. I stedet for at holde hovedet løftet så lang tid som muligt, så skal du kun holde hovedet løftet i 3 sekunder og derfor sænke tilbage til udgangsstillingen. Gentag 10 gange. Hold en kort pause. Gentag dette i alt 3 gange (3 sæt) hver dag.  

Læs mere om nakkesmerter her